Artikler og indhold til jobsøgning og karriere




Sådan tackler du din rædselsfulde chef


Sådan tackler du din rædselsfulde chef

Er din chef sprunget fra dit værste mareridt og ud i virkeligheden? Gør hun eller han din dag forfærdelig? Få gode råd til, hvordan du kan håndtere din dårlige chef.

Af Ulla Oppermann Blankholm, Blankholm Kommunikation

Fik du alligevel den forfærdelige chef, som du altid har prøvet at undgå, og som du fik gode råd til at navigere langt uden om i artiklen: Sådan undgår du en forfærdelig chef. Fortvivl ikke – der er håb endnu og gode råd, du kan følge, hvis du har behov for at tackle en rædselsfuld chef. Der er nemlig rigtig god grund til at tage din situation alvorligt.

Ifølge et studie fra Aarhus Universitetshospital fra sidste år, er det ikke de store stakke af uløste opgaver på skrivebordet, der gør ansatte deprimerede og stressede – det er rent faktisk en uretfærdig chef og et dårligt arbejdsmiljø.

”Vi har måske en tendens til altid at fokusere på depression og stress i kobling til arbejdspres og arbejdsmængde. Men vores studie viser, at arbejdspresset faktisk ikke har nogen indflydelse på, om folk bliver deprimerede. Derved kan man altså heller ikke minimere risikoen for at udvikle depression blandt medarbejderne ved at ændre på arbejdsmængden. Det er andre faktorer, der spiller ind, og det er de områder, der bør fokuseres på i fremtiden,” siger Mathias Brødsgaard Grynderup til Videnskab.dk – han er psykolog og ph.d. på Arbejdsmedicinsk Klinik på Aarhus Universitetshospital og en af forskerne bag studiet, hvor 4.500 offentligt ansatte deltog.

Sådan gør du

På Forbes.com giver Margie Warrell i et indlæg gode råd til, hvordan du kan håndtere en dårlig chef. Hun er blandt andet forfatter til bestsellerne ”Stop Playing Safe” og ”Find Your Courage”. Her er tre af rådene:

  1. Identificér din chefs primære motivation
    Jo bedre du forstår, hvad din chef gør – og ikke mindst hvorfor – jo bedre bliver du i stand til at levere resultater. Prøv at sætte dig i hans eller hendes sted og tænk på:
    Hvad er vigtigt for ham/hende?
    Hvad holder ham/hende vågen om natten?
    Hvad vil han/hun gerne have mere eller mindre af i hverdagen?
    Hvad gør ham/hende bange?
    Hvor vigtigt er det for ham eller hende at imponere andre?
    Hvordan måler han eller hun succes – og hvad mener han/hun om fejl?

    Når du ved, hvad der driver din chef (og måske er din chef ikke engang klar over det), så kan du tale hans eller hendes ”sprog” og lægge dig op ad de værdier, bekymringer og prioriteter, han eller hun har.
  2. Støt din chefs succes
    Selv om det måske ikke lyder som det sjoveste at støtte en forfærdelig chef, så han eller hun kan blive mere succesfuld, så vinder du intet ved at få ham eller hende til at se dårlig ud – eller ved at gå i krig. Hvis han eller hun er så dårlig, som du mener, så skal det nok lykkedes ham eller hende at få gjort opmærksom på det selv. Udstiller du hans eller hendes svagheder, kan du skade dit eget ry.

    Ved at gøre alt, hvad du kan for at hjælpe din chef med at få succes, så vil du lægge et solidt fundament til en større succes for dig selv. Du får måske ikke en belønning for det her og nu, men på den lange bane vil det aldrig skade dig at hjælpe andre, så de klarer sig bedre, end de ellers ville have gjort.
  3. Sig din mening: Og giv din chef mulighed for at svare
    Hav modet til at sige din mening, i stedet for at arbejde videre i stilhed af frygt for en ubehagelig snak. Lad være med at have en fordom om, at din chef ikke vil være i stand til at tage imod feedback. Når du møder chefen med respekt og med et ægte ønske om at gøre tingene bedre, så kan du åbne til helt nye niveauer af tillid, samarbejde og resultater. En dør, der ellers ville være permanent lukket.

Sådan kan du også gøre

På Avisen.dk tilbage i 2010 fortalte Jørgen Krogh Larsen, ph.d. i organisation og ledelse, at det kan have vidtrækkende konsekvenser for medarbejderne, når der deres faglige viden og stolthed bliver overtrumfet af en inkompetent chef, og han rådede i den forbindelse blandt andet til:

Dokumentér

Sørg for at gemme dokumenter eller mødereferater, der beviser, at det er chefen – ikke dig – der har truffet de forkerte beslutninger. Det frikender dig for ansvar den dag, der bliver ballade over chefens fatale dispositioner.

Tag et møde

Det kan i nogle tilfælde være forsøget værd at tage et møde med chefen, hvor du på en diplomatisk måde fortæller ham, at du synes, det kniber med hans lydhørhed overfor din faglige ekspertise.

Gå din vej

Find dig ikke i, at chefen disrespekterer din faglighed. Det ødelægger din arbejdsglæde og kan være en stressfaktor – især, når chefen tager æren for de sjældne succeser, som du burde have ros for. Hvis flere forsøg på at finde en løsning ikke hjælper, så må du forlade din arbejdsplads.

At forlade arbejdspladsen på grund af chefen er altså den allersidste udvej; prøv først at følge de andre råd og se, om ikke din forfærdelige chef bliver noget mere medgørlig.

Publiceret 2014-05-21




Læs også

1 til 24 af 251 resultater.
1|2|3|4|5|6|7||11|Næste »
1 til 24 af 251 resultater.
1|2|3|4|5|6|7||11|Næste »
Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies. Du kan altid trække samtykke tilbage ved at slette cookies.