Artikler og indhold til jobsøgning og karriere




Nydanskere er næsten dobbelt så udsatte for ledighed


Nydanskere er næsten dobbelt så udsatte for ledighed

De nydanske medlemmer i FOA er i næsten dobbelt så høj grad berørt af ledighed som medlemmer med dansk oprindelse. Det står værst til for de tyrkiske medlemmer - blandt dem er næsten hver fjerde ledig.

Af Ulla Oppermann Blankholm, Blankholm Kommunikation

En ny opgørelse baseret på oplysninger fra Danmarks Statistik og fagforeningen FOA's medlemsregister viser, at de nydanske medlemmer af FOA i næsten dobbelt så høj grad er berørt af ledighed som medlemmer med dansk oprindelse. Det står værst til for de tyrkiske medlemmer, hvor hver fjerde er ledig.

I FOA's Social- og Sundhedsafdeling i København har faglig chef, Troels Neiiendam gjort op, at 43 procent af afdelingens ledige har etnisk baggrund.

"Det er et uvidenskabeligt tal, som bygger på ledige med udenlandske dobbeltnavne," siger han til Fagbladet FOA og tilføjer, at man i starten af 2015 holder en stor temadag, hvor man inviterer jobcentre, forskere, skoleledere og arbejdsgivere for at forstærke indsatsen for FOA's ledige med anden etnisk baggrund.

Fundamental forskel på hvad hjælp er

Tine Rostgaard, der er professor på Aalborg Universitet, har forsket i ansatte med anden etnisk baggrund i omsorgssektoren. Hun siger til Fagbladet FOA:

"I dansk ældreomsorg er der fokus på rehabilitering, og medarbejderne skal have evne til at motivere og kommunikere til både de ældre og pårørende. For hvad er hjælp egentlig? Der kan være en fundamental forskel på, hvad medarbejdere med et andet indlejret kulturmønster anser som hjælp til ældre."

En af dem, der har oplevet, at den danske vægt på genoptræning har været fremmed, er Richilda Obtinalla Kjærgaard, som Ekstra Bladet interviewede i slutningen af 2014:

"I mit hjemland er det helt anderledes. Når vores ældre har brækket noget, så beder vi dem ikke om at lave noget selv overhovedet. Vi synes, de har lavet nok, og det er synd for dem," siger Richilda Obtinalla Kjærgaard til Ekstra Bladet.

Hun kommer fra Filippinerne og er, ifølge Ekstra Bladet, i gang med uddannelsen til sosu-hjælper.

Tilgangen til opgaverne har ændret sig

Karen Stæhr, der er formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA kender godt til problemerne med, at det er svært for sosu'erne at sætte de ældre i gang med at lave ting selv.

"Jeg kender godt til problemet og kan forestille mig, at forskellen i forhold til ens etniske baggrund gør en forskel i, hvordan man synes, at ældrepleje skal foregå. Men vi oplever også, at etniske danskere har det problem," siger hun til Ekstra Bladet.

Sidste år talte Jobindex med Karen Stæhr i forbindelse med artiklen Guide til dine muligheder for efteruddannelse, hvor hun guidede til ens efteruddannelsesmuligheder som sosuhjælper eller assistent. Der nævnte hun blandt andet, at netop hverdagsrehabilitering inden for ældreområdet har ændret tilgangen til opgaverne hos den enkelte borger, der er visiteret til enten praktisk hjælp og/eller personlig pleje.

Nu skal social- og sundhedspersonalet motivere og træne den ældre til at klare flere ting selv, og det er ifølge Karen Stæhr en helt anden måde at arbejde på, og hun mener derfor, at det kræver nogle andre redskaber - som det fremgår af artiklen.

Ifølge FOA er hvert tiende erhvervsaktive medlem af FOA indvandrere eller efterkommere. Siden 2008 har der været en stigning på 30 procent i antallet af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande, mens der er sket et fald i antallet af medlemmer fra Norge og Sverige.

Publiceret 2015-04-01




Læs også

1 til 24 af 148 resultater.
1|2|3|4|5|6||7|Næste »
1 til 24 af 148 resultater.
1|2|3|4|5|6||7|Næste »
Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies. Du kan altid trække samtykke tilbage ved at slette cookies.