Ny ordning skal knytte bånd mellem ledige og virksomheder


Ny ordning skal knytte bånd mellem ledige og virksomheder

Mere end 1.100 nyuddannede akademikere i Akademikernes A-kasse har mistet retten til dagpenge – uden nogensinde at have været i job. Nu ønsker Djøf, at en ny tilskudsordning skal knytte bånd mellem unge ledige akademikere og mindre virksomheder.

Af Ulla Oppermann Blankholm, Blankholm Kommunikation

Lotte Robenhagen fik sin kandidatgrad som cand.scient.soc. for to et halvt år siden. Dengang var hun fyldt med troen på, at hun nok skulle finde sig et arbejde. Nu har hun været ledig så længe, at hun er røget ud af dagpengesystemet. Hun har dog besluttet sig for ikke at være sur og bitter:

”Men jeg ved snart ikke, hvad jeg skal gøre for at få et job. Jeg har jo prøvet ALT,” siger hun til Djøf-bladet.

Hun er langt fra den eneste akademiker, der står i den situation. Mere end 1.100 nyuddannede jurister, økonomer, ingeniører og andre akademikere i Akademikernes A-kasse, har mistet dagpengene uden nogensinde at have været i job. Ledigheden blandt de nyuddannede akademikere er på mere end 30 procent. Det viser en undersøgelse beskrevet i Politiken den 22. september 2014.

Generation risikerer aldrig at få arbejde

”Det er samfundsmæssigt og menneskeligt spild af dimensioner, at unge med de mest opdaterede kvalifikationer ikke kan finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Det kan godt være, at der lige i øjeblikket er uddannet for mange, men det er jo svært at lave om. Og vi kan se på prognoserne, at der nogle år ud i fremtiden vil være for mange kandidater,” siger formanden for Djøf Privat, Allan Luplau, til Politiken.

Han tilføjer, at erfaringerne med at tilbyde nyuddannede med en videregående uddannelse mere uddannelse eller flere jobsøgningskurser er dårlige. Han mener, at en del af den nuværende generation af akademikere risikerer at ende med aldrig at finde arbejde og aldrig få et netværk og ende med at blive overhalet af fremtidige kandidater.

Djøf har i samarbejde med Dansk Erhverv og Dansk Magisterforening foreslået en tidsbegrænset forsøgsordning for langtidsledige nyuddannede, der har mistet retten til dagpenge – som skal løbe frem til 2016. Den skal give nyuddannede, som enten er på arbejdsmarkedsydelse, kontanthjælp eller er uden forsørgelse ret til op til ni måneders ansættelse i en mindre eller mellemstor virksomhed.

Økonomisk tilskud til virksomhederne

Virksomheden får et økonomisk tilskud, som svarer til arbejdsmarkedsydelsen på godt 14.000 kroner månedligt ifølge Politiken. Virksomheden skal lægge 6.000 kroner oveni, så nyuddannede får en løn på 20.000 kroner om måneden.

En undersøgelse blandt Dansk Erhvervs medlemmer viser, at det gennemsnitligt tager ti måneder for en nyuddannet akademiker at tjene sin løn hjem.

”Det er en dyr investering for en lille virksomhed, som ikke har haft en akademiker før, og som måske er i tvivl om, hvorvidt virksomheden har opgaver nok til en akademiker,” siger Forsknings- og uddannelsespolitisk chef i Dansk Erhverv, Mette Fjord Sørensen, på Djøf’s hjemmeside.

Her siger Ingrid Stage, der er formand for Dansk Magisterforening desuden:

”Vi skal have flere akademikere ind i de små og mellemstore virksomheder. Det er den måde, vi kan bekæmpe ledigheden blandt nyuddannede og akademikere, og samtidig tilføre virksomhederne en viden, som styrker deres innovationskraft og konkurrenceevne.”

Ordningen vil ifølge Djøf gavne både de ledige akademikere, som er fuld af ny viden og gåpåmod og virksomheder, som er lidt tilbageholdende med at ansætte en akademiker.

Publiceret 2014-10-24




Læs også

1 til 19 af 19 resultater.
1 til 19 af 19 resultater.
Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies. Du kan altid trække samtykke tilbage ved at slette cookies.