Artikler og indhold til jobsøgning og karriere




Her er Danmarks tre bedste programmører


dmprogram

Fokus på DM i programmering: Her er Danmarks tre mest talentfulde programmører anno 2013

Mads Elkær
Computer World


Thomas Dybdahl Ahle, Mathias Bæk Tejs Knudsen og Søren Dahlgaard er Danmarks bedste universitetsprogrammører.

Titlen kom i hus, efter at de tre studerende fra Datalogisk Institut ved Københavns Universitet (DIKU) vandt mod 34 andre hold fra danske universiteter ved DM i programmering, der løb af stablen på DTU og Aarhus Universitet i weekenden.

I konkurrencen består hvert hold af tre personer med én computer til rådighed, og holdet skal løse 11 programmeringsopgaver på fem timer.

"Selvfølgelig var det fedt at vinde endnu en gang, selvom vi var langt foran de andre til sidst", siger den 23 årige kandidatstuderende i datalogi Søren Dahlgaard fra vinderholdet Lambdabamserne til Computerworld.

Det er tredje gang på fire år, at kodebamserne fra København kan kalde sig danmarksmestre, efter at navnet 'Lambdabamserne' opstod i kølvandet på en DIKU-revy, der parodierede Score-Kajs lamsebamse-scoringer.

Sådan er taktikken

Ved DM i programmering løste Lambdabamserne 9 ud af de 11 opgaver, og Søren Dahlgaard fortæller, at holdet har opbygget en velafprøvet taktik, når de sætter sig til at løse opgaverne.

"Vi fordeler opgaverne med en tredjedel til hver, og så kaster vi os over at løse de fire-fem nemmeste først, fordi konkurrencen er på tid," forklarer han.

"Hvis der skulle være nogen bugs, printer vi filerne ud og gennemgår koden, mens en anden fra holdet sætter til computeren og begynder at kode den næste opgave," siger han.

Han forklarer, at der generelt er en koncentreret stemning i lokalet under konkurrencen, som dog kan blive brudt af jubelskrig og high-fives, når et af holdene har løst en opgave.

Nu gælder det Europa

Danmarksmesterskaberne i programmering er samtidig en del af en større europæisk konkurrence, hvor de danske mesterskaber blev afviklet sideløbende med de nordiske mesterskaber for studerende. Her blev Lambdabamserne nummer to efter svenske Omogen Heap.

Stor forskel på Vest- og Østeuropa

Med sejren i Danmark har Lambdabamserne nu kvalificeret sig til den europæiske konkurrence North Western European Regional Contest (NWERC), hvor hvert universitet kan sende sine to bedste hold programmører.

Her skal de konkurrere mod studerende fra Vesteuropa, mens der bliver holdt en lignende konkurrence i Østeuropa, hvor nogle af verdens allerbedste unge programmører fra især Rusland findes.

Derefter skal de bedste ud på verdensscenen og kæmpe om verdensmesterskabet - også kaldet ACM International Collegiate Programming Contest.

"Vi vil rigtig gerne til tops ved NWERC, så vi kan komme med til VM," fortæller Søren Dahlgaard fra Lambdabamserne, som indtil videre har en 7. plads ved den vesteuropæiske konkurrence som bedste placering.

Europas deltagere tæller dog mestendels universiteter fra den østeuropæiske del af konkurrence.

Således kom 26 ud af sidste års 30 europæiske VM-hold fra Østeuropa med en klar overvægt af russiske universiteter, hvilket vidner lidt om kvalitetsforskellen mellem Øst- og Vesteuropa, når det kommer til konkurrenceprogrammering.

Får street credit

Inden Lambdabamserne kan begynde at drømme om at pille glansen af de forsvarende verdensmestre fra Rusland, er der også noget, der hedder hverdag i Danmark.

Her mener Søren Dahlgaard, at han snildt kan skrive sine konkurrenceprogrammerings-evner på cv'et.

"Nu har vi jo vundet flere gange, så det viser jo noget om, at vi kan finde ud af det," siger han og tilkendegiver, at en DM-titel også giver street credit blandt de medstuderende.

"Når man kommer ud i Europa og videre til VM, er der jo også sponsorer som IBM og Google, der følger holdene, og det er da lidt spændende," siger den 23-årige DIKU-studerende.

Næste gang Lambdabamserne skal i ilden er til de vesteuropæiske mesterskaber, der foregår om en god måneds tid i den hollandske by Delft nær Rotterdam.

Artiklen blev publiceret af ComputerWorld den 9. oktober 2013

Publiceret 2015-09-10




Læs også

1 til 24 af 82 resultater.
1 til 24 af 82 resultater.
Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies. Du kan altid trække samtykke tilbage ved at slette cookies.