Giv din nye medarbejder en mentor


Giv din nye medarbejder en mentor

En tutor- eller mentorordning for nyansatte giver tryghed og betyder ofte, at den nye medarbejder hurtigere finder sig til rette både socialt og fagligt. Især nyuddannede medarbejdere kan have glæde af sidemandsoplæringen.

Af Ida Marie Søeborg, Blankholm Kommunikation

At blive ansat som nyuddannet betyder ofte, at man har skrevet en overbevisende ansøgning og har solgt sig selv til jobsamtalen; og så er det måske ikke så fedt at skulle stille chef og kolleger en masse spørgsmål om stort og småt, når man endelig møder op på arbejdspladsen og skal vise sit værd.

Spørgsmål som hvordan man logger på intranettet, hvordan kopimaskinen egentlig fungerer, og om det er gratis at parkere foran bygningen hober sig op – for ikke at snakke om alle de faglige spørgsmål.

Vicki Svenningsen er cand.oecon. og har i nogle år arbejdet som fuldmægtig i Miljøstyrelsens organisationsenhed – hendes første job som nyuddannet. Hun husker de første ugers mange spørgsmål og dilemmaet i forhold til at skulle belemre kolleger og chef:

”Selvom man har en sød og forstående chef, kan der jo godt være nogle barrierer forbundet med at være ny i jobbet og hele tiden skulle ind og banke på med både praktiske, men også med faglige spørgsmål,” siger Vicki Svenningsen i artiklen ”Sig ja til en håndsrækning i det nye job” fra karriereguiden KarriereVejviser.

En tryg introduktion

Nye medarbejdere er nødt til at stille en masse spørgsmål – ikke mindst for hurtigt at komme ind i arbejdsopgaverne – men får det ikke altid gjort, fordi de frygter, at det er generende eller virker uprofessionelt. Resultatet er, at den nye medarbejder bruger mere tid end nødvendigt på at falde til både fagligt og socialt. Vicki Svenningsen var dog heldig:

”Den første, jeg hilste på, da jeg havde første arbejdsdag, var min tutor. Han fulgte mig nærmest hele den første dag og i de følgende uger, var han altid lige i nærheden. Det var en utrolig tryg måde at blive introduceret til både jobbet og arbejdspladsen på,” siger Vicki Svenningsen og tilføjer: ”Det gode ved en tutor er, at her har man en almindelig kollegial relation, og derfor holder man sig ikke tilbage, når man er i tvivl om noget.”

Vicki Pedersens tutor var en mandlig kollega fra hendes egen afdeling, som kendte hendes jobfunktioner. Udover det faglige, var det også ham, der viste hende rundt i huset og introducerede hende for de nye kolleger, spiste frokost med hende i kantinen og spurgte, om hun havde haft en god weekend.

Det betaler sig at være tutor

Arkitekt Beverley Ward, som arbejder i COWI, var meget overladt til sig selv, da han i 1971 blev ansat. Derfor skulle han ikke overveje det særligt længe, da han blev tilbudt rollen som tutor for bygningskonstruktøren Moni Ahm Sørensen, da hun som 28-årig blev ansat i virksomheden:

"Jeg har aldrig kunnet lade være med at blande mig, hvis jeg kunne se, at en ny eventuelt havde brug for hjælp. Men med Moni er det første gang, jeg har været knyttet fast til en person. Og selvom jeg indimellem har haft travlt, føler jeg ikke, at jeg har sat tid til," udtaler han i en artikel på COWI.dk.

Vicki Pedersen er også selv blevet tutor, og hun peger på, at gode relationer til de nyansatte ikke kun er en fordel socialt, men også fagligt, da det styrker samarbejdet:

”Det har været sjovt at skulle formidle sit arbejde videre til en anden. Samtidig er det jo en hurtig måde at få opbygget nogle gode kollegiale relationer til de nyansatte, som man måske senere skal arbejde sammen med. Og alt i alt er det jo de gode relationer, der gør, at man få opbygget et godt fællesskab på jobbet, både fagligt og socialt,” slutter Vicki Svenningsen.

Tutor-ordninger, introduktionsdage eller længerevarende introduktionsprogrammer er efterhånden udbredt i danske virksomheder. Flere fagforbund – for eksempel PROSA – tilbyder uafhængigt af arbejdspladserne mentorordninger til medlemmer, der er i slutningen af deres uddannelsesforløb eller i begyndelsen af deres karriere.

Publiceret 2013-04-01




Læs også

1 til 24 af 133 resultater.
1|2|3|4|5||6|Næste »
1 til 24 af 133 resultater.
1|2|3|4|5||6|Næste »
Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies. Du kan altid trække samtykke tilbage ved at slette cookies.