Den gode jobannonce ifølge it-kandidater


Den gode jobannonce ifølge it-kandidater

Af Anne Echwald Sevel, rekrutterings- og kommunikationskonsulent, Jobindex A/S

Hvad kan motivere it-kandidater til at søge et job, når de læser en jobannonce og hvad vil de gerne vide om arbejdsgiveren? Hvad lægger de vægt på, at en virksomhed tilbyder? Og hvad synes de i det hele taget er en god jobannonce? Jobindex har gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt 1100 CV-brugere hos Jobindex om, hvad en god jobannonce er. Og du kan i denne artikel få indblik i, hvad it-kandidaterne har svaret i denne undersøgelse.

Arbejdsopgaverne og udviklingsmulighederne er det vigtigste
Jobbets indhold/arbejdsopgaverne er klar topscorer, når it-kandidater bliver spurgt, hvad der ud fra en jobannonce kan motivere dem til at søge et givent job. Dernæst kommer mulighederne for videreuddannelse og om virksomheden er spændende.

Jobbets indhold er også det vigtigste for kandidaterne at vide noget om, og i forhold til hvad virksomheden kan tilbyde, scorer faglige udfordringer og udviklingsmuligheder højt.

Til trods for dette er jobbeskrivelsen i annoncer ofte relativ kort og ikke særlig godt uddybet. Her er et eksempel fundet på Jobindex.dk:

Arbejdsopgaverne vil bl.a. bestå i at

  • integrere forretningskritiske systemer
  • nyudvikle og vedligeholde webløsninger til kunder og samarbejdspartnere
  • deltage i projektarbejde i nært samarbejde med husets forretningsudviklere og brugere
  • løse diverse ad hoc opgaver

Dette er det eneste, der står om jobbet i annoncen. Det er rigtig vigtigt at bruge krudt på jobbeskrivelsen og på at beskrive udfordringerne i jobbet, så kandidaterne har mulighed for at danne sig et helhedsindtryk af jobbet. Det gælder altså om at komme ud over at liste arbejdsopgaver. Det er faktisk kun 11% af de adspurgte, som ønsker jobbets indhold beskrevet i punktform.
Men det er også svært at forestille sig, hvilke udfordringer, der kan være, hvordan arbejdet er struktureret, og hvad som er spændende ved jobbet, hvis der ikke er noget tekst. Som en af kandidaterne svarer, indeholder en god jobannonce ”en beskrivelse af de facetter jobbet indeholder og hvordan en typisk arbejdsdag indeholder.”

Kandidaterne vil vide noget om arbejdspladsen
Selvom jobbet og udviklingsmulighederne er den største motivationsfaktor for at søge et job, når it-kandidater læser en jobannonce, er det forfejlet at tro, at man slet ikke behøver at skrive noget om virksomheden. For i realiteten er det kun 3% af it-kandidaterne, som ikke ønsker at vide noget om virksomheden. Det er så, hvordan virksomheden er som arbejdsplads og dernæst, hvad virksomheden laver, de helst vil vide noget om.

Mange virksomheder glemmer, at det at skrive en annonce er en kommunikationskanal for employer branding, og derfor bliver teksten om virksomheden hurtigt en copy pastet tekst fra strategien med en masse tal og facts. Og der står ofte intet om, hvordan virksomheden er som arbejdsplads, og hvorfor man netop skulle arbejde hos dem, når man søger job inden for it.

Personalegoder betyder mindre
Og hvad kan virksomheden så tilbyde? Listen med personalegoder lægger kandidaterne ikke ret meget vægt på. Det prioriteres i hvert fald lavt, hvad enten vi taler it-kandidater eller helt generelt.
I stedet er det, som er vigtigst, at der er faglige udfordringer. Og for it-kandidater kommer fleksible arbejdstider ind på en 2. plads foran faglige udviklingsmuligheder og det sociale miljø. Det, der er interessant, er det daglige, som spiller ind. At man bliver udfordret fagligt, og at man har det godt, der hvor man er. I forhold til it er de faglige udviklingsmuligheder endda prioriteret højere, end hvad det overordnede billede viser.

Hvad er så en god/dårlig annonce ifølge it-kandidaterne?

En god annonce:

  • Er en annonce hvor arbejdsopgaverne er beskrevet rimeligt detaljeret, så man kan vurdere, om man passer til stillingen.
  • Giver et solidt indtryk af virksomheden i forhold til faglig udvikling, sociale værdier osv.
  • Har en direkte opstilling af krav og forventninger
  • Har en PRÆCIS sammenhæng imellem titel og indhold

En dårlig annonce:

  • Er en annonce, hvor man efter gennemlæsning er i tvivl om, hvad jobbet indebærer og/eller hvad virksomheden står for
  • Forsøger at oversælge
  • Indeholder for mange krav, som reelt er ønsker
  • Er generiske annoncer uden personlighed
  • Er en annonce, hvor der intet står om virksomheden, hvad de ønsker af den jobsøgende, eller hvad de kan tilbyde

Facts om undersøgelsen:

  • Undersøgelsen er gennemført som en spørgeskemaundersøgelse i december 2008 blandt cv-brugere hos Jobindex, som har tilmeldt sig Jobindex’ spørgepanel. 1100 besvarelser.
  • Antal respondenter ud af de 1100 i kategorien it: 63 (ca. 6% af det samlede antal respondenter)
  • Uddannelse: 34% af de adspurgte har en 5 årig videregående uddannelse og 32% har en 3 årig.

Publiceret 2009-10-12




Læs også

1 til 24 af 264 resultater.
1|2|3|4|5|6|7||11|Næste »
1 til 24 af 264 resultater.
1|2|3|4|5|6|7||11|Næste »
Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies. Du kan altid trække samtykke tilbage ved at slette cookies.