Artikler og indhold til jobsøgning og karriere




De gyldne håndtryk bliver flere og større



Gyldne håndtryk på store, tocifrede millionbeløb er ikke et særsyn, og de vil ifølge en ledelsesekspert blive flere og større fremadrettet.

Ulla Oppermann Blankholm
Blankholm Kommunikation


Anders Drejer
Professor, Aalborg Universitet

Mange ser måbende til, når de danske topchefer får et gyldent håndtryk på store tocifrede millionbeløb med på vej ud ad døren. Senest er det kommet frem, at Kåre Schultz har slået alle rekorder i den disciplin, da han ifølge Novo Nordisk har fået en samlet fratrædelsespakke på 72,7 millioner kroner.

Anders Drejer, der er professor ved Aalborg Universitet på Institut for Økonomi og Ledelse, mener, at vi vil se flere og større gyldne håndtryk fremover.

”Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi vil se flere gyldne håndtryk fremadrettet. De gyldne håndtryk handler om risikoen for at blive fyret, og den risiko er høj lige nu. Mange får det skrevet ind i deres kontrakt allerede, når de bliver ansat, fordi man ser det gyldne håndtryk som en kompensation for svie og smerte,” siger Anders Drejer, der har fuld forståelse for de gyldne håndtryk, fordi det kan være svært for topcheferne at gå ud og finde et nyt arbejde i samme lønkategori – og fordi der samtidig kan være en karensperiode, hvor der er mange virksomheder – eller offentlige institutioner – som ikke vil have noget at gøre med den fyrede topchef.

For dig og mig, som han siger, kan det være uforståeligt med de høje beløb – og virke næsten uretfærdigt – men Anders Drejer mener, at man bør medtænke, at vi her taler om ganske få mennesker, som tjener ekstremt meget mere end alle andre, og at det er naturligt, at det kommer til udtryk i det gyldne håndtryk.

Afsmittende effekt

Anders Drejer mener, at årsagen til, at vi vil se flere gyldne håndtryk fremover, også skal findes i, at andre får det, hvilket har en afsmittende effekt. At de samtidig også vil blive større begrunder han med, at der er tale om et simpelt princip om udbud og efterspørgsel.

”Vi står overfor en lønfest, fordi finanskrisen er ved at være slut, og det bliver afspejlet i topchefernes løn. Lige nu afspejler de gyldne håndtryk halvandet eller to års løn, og når lønnen stiger, vil det automatisk give udslag i de gyldne håndtryk,” slår Anders Drejer fast.

Han mener, at topcheferne helt berettiget må stå på mål for offentlighedens interesse – både når de bevæger sig i offentlige institutioner og i det private erhvervsliv. Offentlige topchefer bliver nogle gange fyret, fordi politikerne kræver et ”offer” i betændte sager – og for private topchefer mener han også, at det er legitimt, at de må stå for skud, fordi folk for eksempel kan have investeret mange penge i aktier og derfor vil have en fornuftig styring af virksomheden. Topchefens rolle er derfor på mange måder udsat, og den risiko kompenserer det gyldne håndtryk, ifølge Anders Drejer, som tidligere nævnt for.

Skal du sikre dig et gyldent håndtryk?

Ifølge Anders Drejer skal man være opmærksom på at få et gyldent håndtryk skrevet ind i sin kontrakt, hvis man har en form for ansættelse, hvor risikoen for en fyring er reel – uden at stillingen nødvendigvis er performance-orienteret.

”I det private erhvervsliv er det som regel topcheferne, der er i højrisikogruppen, men i det offentlige gælder det også for andre personer. Hvis man for eksempel er chef for Børne- og Ungeforvaltningen, tit udtaler sig til pressen – og der pludselig går noget galt – for eksempel en tvangsanbringelse – så er man særligt udsat og kan blive tvunget til at gå af,” siger Anders Drejer og tilføjer, at han ikke tror, at der er mange offentlige ledere, der har tænkt over et gyldent håndtryk ved en ansættelse, men at de i høj grad bør gøre det.

Publiceret 2016-03-18




Læs også

1 til 24 af 46 resultater.
1 til 24 af 46 resultater.
Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies. Du kan altid trække samtykke tilbage ved at slette cookies.