Artikler og indhold til jobsøgning og karriere




Sådan kan du som socialrådgiver håndtere flygtninge



Det er en udfordring, at flygtninge skal vende hver en krone – det udfordrer integrationen. Sådan lyder det fra en socialrådgiver, der giver sit bud på, hvad der fungerer i arbejdet med flygtningene.

Ulla Oppermann Blankholm
Blankholm Kommunikation


I kommunerne er man ifølge fagbladet Socialrådgiveren begyndt at arbejde efter de nye integrationsregler, som trådte i kraft den 1. september 2015. Det betyder ifølge bladet, at nyankomne flygtninge skal klare sig for en integrationsydelse, som udgør cirka halvdelen af det beløb, som flygtningene fik inden regeringens akutindgreb. Claudia Luisa Marras, der er socialrådgiver og ansat i Aktiv Indsats og Integration i Frederikssund Kommune vurderer, at lige præcis det vil gøre det sværere at integrere flygtningene.

”De kommer til at skulle vende hver eneste krone, og det kan blive rigtig svært – og der er ikke ret mange penge til at deltage i forskellige aktiviteter," siger hun.

Claudia Luisa Marras er også formand for Integrationsfaggruppen i Dansk Socialrådgiverfamilie, og da hun blev interviewet til artiklen, havde hun indtil videre kun haft ét møde med en familie fra Syrien, som skal klare sig for den nye, lave integrationsydelse.

”Den største udfordring lige nu, er at flygtningene ikke har så mange penge. Det betyder, at nogle af de boliger, vi får tilbudt, vil have for høj husleje. Flygtningene har fortsat mulighed for at få boligsikring og særlig støtte, men med regeringens loft over særligt støtte, kan det også få økonomiske konsekvenser,” siger hun til Socialrådgiveren.

”Åben tid” er en succes

Claudia Luisa Marras har erfaret, at flygtningene har mange spørgsmål – særligt om breve, de ikke forstår eller om praktik og sprogskole, og derfor har man indført ”åben tid” to gange om ugen i Aktiv Indsats og Integration, hvor borgerne kan henvende sig, selv om de ikke har bestilt tid. Det er en stor succes. Det er også en måde, hvorpå man undgår, at borgerne bestiller tid, og der bliver sat en hel time af til noget, der reelt kunne løses på fem minutter.

Derudover mødes hun med flygtningene hver mandag på sprogskolen fra klokken 16.00 til 17.30 i sin fritid – hvor flygtningene og danskere taler og hygger sammen med kaffe og kage.

Det kræver flere ressourcer

I 2015 var formanden for Dansk Socialrådgiverforening Majbrit Berlau hurtigt ude efter daværende statsminister Helle Thorning-Schmidts nytårstale, der slog fast, at flygtninge skal arbejde, uanset hvor længe de har været i landet.

”Der er ingen tvivl om, at det fremmer flygtninges integration, hvis de bliver en del af et arbejdsfællesskab. Men skal det lykkes, må kommunerne have flere ressourcer til at forberede flygtningene. Men desværre er det sådan, at socialrådgiverne kan sidde med 150 sager, og så er det en umulig opgave at følge de her mennesker tæt,” sagde hun ifølge Ekstrabladet.dk – til Ritzau.

Ifølge Majbrit Berlau er flygtningene mennesker med meget komplekse problemer – hvor nogle er blevet torteret eller har oplevet andre grumme ting. Derfor skal de undersøges ordentligt, så man sikrer, at de får et arbejde, de kan magte, lyder det fra Majbrit Berlau.

Ifølge Nyidanmark.dk bliver asylansøgerne delt ud til kommunerne, når de har fået asyl. Det foregår efter en fordelingsnøgle, som regionerne og kommunerne forhandler på plads hvert efterår.

Publiceret 2016-01-01




Læs også

1 til 24 af 833 resultater.
1|2|3|4|5|6|7||35|Næste »
1 til 24 af 833 resultater.
1|2|3|4|5|6|7||35|Næste »
Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies. Du kan altid trække samtykke tilbage ved at slette cookies.