Artikler og indhold til jobsøgning og karriere




Google-chef: Derfor skal danske virksomheder skrue it-tempoet i vejret


IT-uge35

Man skal mere og mere op i tempo på it-fronten, hvis man vil være den virksomhed, der vinder på markedet - og ikke den, der taber.

Kim Stensdal
Computer World


Der skal mere fart på.

Det var et af hovedbudskaberne fra Google til de danske virksomheder, da selskabet, i maj 2015, holdt tale på konferencen Beyond Data 15.

Sune Nielsen, der er head of agency partnership i Google Danmark, påpeger i et interview til Computerworld, at det ikke er ret mange år siden, at internettet var forbeholdt de få.

Den eksponentielle udvikling betyder dog, at det bliver sværere og sværere for virksomhederne at følge med udviklingen i forbrugeradfærden på det digitale område.

"Faktum er jo, at internettet og teknologien i verden udvikler sig eksponentielt. Det er en interessant udfordring for os mennesker, fordi vores hjerner er programmeret til at tænke lineært."

"Det fascinerende er, at selvom jeg som menneske nødt til at forholde mig til det som et faktum, så kan jeg egentlig ikke helt forstå en eksponentiel udvikling, hvor man hele tiden fordobler sine udviklingsspring."

"Men det er jo eksponentiel udvikling, der fører til alle de her nye, 'disruptive' teknologier og forretningsområder. Det er derfor, at Airbnb kan komme fra den ene dag til den anden og udfordre en etableret branche."

"For virksomheder er det enormt vigtigt at forstå, at man ikke kan sidde på sidelinjen. Det er en udvikling, der omfavner os alle sammen - både som private individer og som virksomheder," lyder det fra Sune Nielsen.

Tænk på din egen forbrugeradfærd på internettet

Det er vel i virkeligheden ret banalt, at man skal være der, hvor forbrugerne er, men alligevel ser man gang på gang, at de ikke er det. Hvorfor tror du, at så mange virksomheder har svært ved at komme op i samme tempo som forbrugerne?

"Jeg ved ikke, hvori det vanskelige består, men vi kan jo konstatere, at hver eneste gang vi interviewer erhvervsdrivende, og vi spørger dem omkring deres private adfærd, så fortæller de, hvordan de bruger nettet til at finde en VVS-mand eller finde den billigste flybillet."

"De kan gennemgå hele forløbet og blive helt entusiastiske omkring, hvor dygtige de er til at finde det billigste tilbud."

"Men når så man skal overføre det til deres egen forretning og se på, hvordan forbrugerne køber cykler eller interagerer med dine advokatydelser, eller hvad det nu måtte være, så lyder svaret 'Jamen, vi er i en branche, hvor det er mund til mund, og kunderne findes i lokalavisen.'"

"Der er et spring, hvor mange erhvervsdrivende har svært ved at overføre den adfærd, de har i deres privatliv, til virksomhedsregi," lyder det fra Sune Nielsen.

Danske virksomheder tøver med it-satsningerne

Noget tyder på, at Google-chefens pointe rent faktisk passer på en betydelig del af de danske virksomheder.

Erhvervs- og Vækstministeriet har netop udgivet en rapport om Danmarks digitale vækst i 2015.

Her er en af hovedkonklusionerne, at over en tredjedel af de små og mellemstore danske virksomheder "kun anvender it i begrænset omfang."

"Det er stadig kun få virksomheder, som udnytter mulighederne ved Big data. Samtidig realiserer de danske virksomheder ikke til fulde potentialerne ved e-handel. Og på trods af et modnet hjemmemarked anvender mange virksomheder ikke i tilstrækkelig grad e-handel som springbræt til eksport," lyder det blandt andet i rapporten.

Alle virksomheder skal tænke digitalt

Sune Nielsen fra Google forklarer, at det i hans optik ikke længere giver den store mening at tale om digitale virksomheder og ikke-digitale virksomheder.

"I både nutiden og fremtiden er vi reelt alle sammen digitale forbrugere, så at sige, at man ikke er en digital virksomhed, er at sige, at man ikke er en virksomhed. Om du vil det eller ej, så efterspørger dine kunder dig på nettet. Det er utopi at påstå, at man ikke er digital."

"Det eneste valg, man har, er, om man vil være god til det og omfavne det, eller om man vil forsøge at dukke sig for det. For deres findes ingen industrier eller virksomheder, hvor man ikke på den ene eller den anden måde researcher, søger svar eller decideret handler med virksomhederne online."

"Hvis man efterspørger væksten, er man nødt til at omfavne den digitale flade."

Sune Nielsen, der har været en del af Google Danmark i de seneste ni år, giver dette råd til de danske virksomheder, der ønsker i højere grad at gribe mulighederne med digitaliseringen:

"Man bør holde øje med, hvad forbrugertrenden er, for det er også den, der i sidste ende kommer til at drive virksomhedstrenden."

"Det tror jeg bare, at der er en del, der misser lige nu, fordi man stadig betragter det digitale som noget i en separat silo, og så koncentrerer man sig om sin egen seriøse forretning. Den adfærd er der en udløbsdato på."

Galleri: Tag med på Beyond Data '15: Se om du kan genkende nogen

Publiceret 2015-08-24




Læs også

1 til 24 af 833 resultater.
1|2|3|4|5|6|7||35|Næste »
1 til 24 af 833 resultater.
1|2|3|4|5|6|7||35|Næste »
Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies. Du kan altid trække samtykke tilbage ved at slette cookies.